Værelser med udsigt

Her på Rødkærgård byder vi vores B&B-gæster velkommen i den gamle staldlænge. Her var førhen grise, køer, heste, og halm på loftet. Det er på loftet vi har fire værelser. Og i stueplan har vi vores spisesal, hvor vi serverer morgenmad.

Alle vores værelser har en fantastisk udsigt mod vest til Kerteminde Fjord og Munkebo bakke.

Hvert værelse har eget badeværelse med bruseniche.  Værelserne er indrettet enkelt og hyggeligt, med dobbeltseng, TV, mørklægningsgardiner og trådløst internet. Der er desuden i hvert værelse et mindre bord og to stole.

 

 

Udsigt fra værelser

Morgenmad

Morgenmad er inklusiv i prisen for overnatningen. Vi serverer forskelligt hjemmebagt brød, ost, marmelade, pålæg samt müsli og havregryn mm.  De blødkogte æg er så vidt muligt fra vores egne høns, og vi har honning på bordet fra egne bier, så langt som høsten rækker. Derudover er der kaffe, te, mælk og juice. Vi lægger vægt på økologi, bæredygtighed og nærhed.

På værelsesgangen er der et køleskab med en hylde til hver værelse. I spisesalen er der mulighed for at varme medbragt mad, eller sidde og nyde en gang take-away. Her er en microovn samt en elkoger til the eller kaffe, der kan benyttes. Det er også her vores Honestybar er at finde.

 

 

Dobbeltseng i alle værelser

Fra terrassen kan du se solen gå ned

Foran spisesalen mod fjorden er der en fælles terrasse. Her kan morgenmaden indtages en dejlig sommermorgen, eftermiddagskaffen drikkes, eller solnedgangen over Munkebo bakke kan nydes. Måske med et glas kold hvidvin eller en øl fra Honestybaren. Honestybaren er altid åbent for høflig selvbetjening.

 

Vi har masser af plads til parkering.

Hos os er der plads til at parkere alle biler. Kommer I med både- eller hestetrailer, har vi også plads til det. Ankommer I på cykel, knallert, motorcykel eller i veteranbil, vil det sandsynligvis være muligt at parkere indendørs i vores store lade.

 

Hund med på ferie

Rejser du sammen med din hund kan vi anbefale vores feriehuse eller lejligheder, hvor de er meget velkomne. Vi tillader ikke hunde på værelserne.

 

Priser

Værelset koster 695,00 kr per nat for to personer.

For en person koster værelset 600,00 kr. per nat. Efter 16. august og indtil 11. juni 2021 er prisen for en person 525,00 kr.

Ekstra opredning per nat: Voksen 175,00 kr., barn op til 12 år 150,00 kr.

Priserne er inklusiv sengelinned, håndklæder og morgenmad.

 

Ring på tlf. 6128 0714 eller send os en mail

– hvis du vil reservere et værelse eller bare har et spørgsmål.