Anmeldelse af Rødkærgård B&B

For nylig fik vi her på Rødkærgård den ultimativt dårligste anmeldelseskarakter det er muligt at give på onlineportalen Booking. 1! Vi har heldigvis mange rigtig gode anmeldelser, som viser os at vi gør et godt stykke arbejde. Selve den skrevne anmeldelse var dog ikke umiddelbart så dårlig. Ikke desto mindre gav denne anmeldelse anledning til refleksion over, hvor vigtigt det er at vi matcher vores gæster – og omvendt.

Vi er meget passionerede og ærekære om vores B&B. Derfor bliver vi selvfølgelig ramt af en sådan karakter. Straks begynder tankerne at kredse om vi så nogle tegn hos gæsten på utilfredshed og hvordan vores kontakt med gæsten var. Ofte kan vi godt mærke, hvis gæsten har ‘fejlbooket’, om vi og gæsten er et godt match.

Det er meget vigtigt her på Rødkærgård, at gæsten og vi er et godt match. Vores mål er helt klart, at gæsten skal køre herfra med en god følelse, også selv om alt ikke nødvendigvis var som forventet. Det er også et mål at vi kan sige farvel med en god mavefornemmelse. Det er vores arbejde at være vært. Det er en måde at tjene penge på, hvilket jo er nødvendigt, men hvis ikke vi oplevede glade gæster, ville det ikke give mening. Glade gæster kommer først!

Det skal helst være win-win her på vores B&B!

Havde vi ikke de mange gode, sjove og kloge 😉 samtaler, oplevelser af at gæsterne hygger sig, formår bare at være og slappe af, når de er her og ikke mindst kører glade herfra, ville vi ikke have en sjov og meningsfuld hverdag.

Kritikken i ovennævnte anmeldelse gik primært på vores beliggenhed på landet og pris. Derfor gør vi noget ud af tydeligt at vise, hvad vi tilbyder, beliggenhed og hvem vi er.

Min pointe er, at vi fortsat vil arbejde målrettet på at gøre vores koncept og profil skarp. Vi er dog af den opfattelse, at gæsten for sin egen skyld bør bruge et øjeblik på at mærke efter om vores sted passer til ham/hende. Og ikke lade lav pris eller høj karakterscore bestemme ens valg. Her er vi på landet, en bil er praktisk. Vi har masser af natur, østfynsk landsbyidyl og nærvær. Til gengæld har vi hverken housekeeping eller anden hotelluksus.

Vi vil gerne have mange gæster, men helst gæster som synes de får valuta for deres valg og er glade. Vi er gladest, når gæsterne og vi er et godt match!

Tak fordi du læste med 🙂

Pia