Historien om Rødkærgård

Rødkærgård er en firelænget gård bygget i 1877. En for den tid moderne gård. Historien om gården går dog ca. 400 år tilbage.

Gården er flyttet 100 meter væk fra de øvrige gårde i Lille Viby, for at mindske brandfaren. Den daværende ejer havde råd til det. Som hans kone, Ane Marie skulle have udtalt: “Vi kunne have bygget to!”.

Vor slægts plads som 3. generation i lige linie i historien starter i 1934. Pia’s mormor, Marie, købte gården efter sin barnløse faster, Karen Oline, der var død.

Marie & Jens

Først i 1935 blev Marie gift med Jens som hun var forlovet med. En husmandssøn fra Bregnør. Jens var uddannet landmand og Marie var medhjælpende hustru. De fik sammen tre børn Hanne, Anders og Bertha, som den yngste. Marie og Jens drev gården sammen indtil Jens døde i 1979.

I de første mange år var der der karle og piger ansat til at hjælpe i marken, stalden, køkkenet og med pasningen af de tre børn. Det var også sådan at Bertha og Niels mødte hinanden, da Niels var karl på gården.

Bertha & Niels

Bertha og Niels blev gift i 1966 og byggede hus i Højby. Bertha fik en kontoruddannelse og Niels arbejdede som smed. Der kom to børn, Pia og Martin, og det gik godt i Højby.

Jens døde i 1979. Marie havde et meget stort ønske om, at et af hendes børn skulle overtage gården. Den skulle blive i slægtens eje. Da alle tre børn havde etableret sig, og tiden ikke længere var styret så meget af traditioner og kutyme, hvor det var sønnen der overtog, blev det Bertha som vendte hjem til slægtsgården med sin familie. Det var i 1980.

De første år arbejdede Bertha og Niels stadig i Odense og drev de 18 hektar i fritiden. Siden blev jorden forpagtet ud, og B&B-planer blev iværksat i 1993.

Pia & Peder

Vi, Pia og Peder, overtog Rødkærgård Bed & Breakfast i juli 2014 efter Bertha og Niels. Bertha har som sin mor haft et stort ønske om at gården skulle blive i familien. Martin som den yngste søn bor i Bruxelles med sin familie, og nyder bylivet der.

Vi havde ejendom og arbejde på Nordfyn, men vidste at vi på et tidspunkt ville realisere vores drøm om at bo på Rødkærgård. Peder er uddannet gartner, og er i dag selvstændig med egen virksomhed, Rødkærgård service, og Pia er uddannet pædagog.

 

Rødkærgård har en lang historie

Bed & Breakfast siden 1993

Rødkærgård har fungeret som Bed & Breakfast siden 1993, hvor de to ‘unger fløj fra reden’. Den første overnatning var i stuehuset, hvor der var fire værelser og kun ét badeværelse under trappen.

I 1998 blev den østlige længe bygget om til to ferielejligheder. Og i 2003 og 2005 blev et lille grisehus og det gamle maskinhus bygget om til to selvstændige feriehuse. Morgenmaden blev serveret i ‘den fine stue’, i stuehuset.

Da antallet af gæster steg, blev Bertha og Niels drøm om at ombygge den vestlige staldlænge ud mod fjorden i 2008 realiseret. Det blev til 4 lyse værelser med hver sit bad og toilet på 1. sal og med stor spisesal i stueetagen.

I dag er vores ældste søn flyttet hjemmefra og vi udlejer igen ét værelse i stuehuset, med eget bad, toilet og indgang – når der er behov for det.

For de som har interesse i lokalhistorie på Nordøstfyn, kan Kerteminde Byarkivs læsesal besøges.